Forhistorie
I Brødskov, der lå syd for Jægersborg, anlagde Christian V 1681 en fasangård, der oprettedes som sådan indtil 1723 (resolution 21/12 1723). I de følgende år anvendtes bygningerne til gæstgiveri og stedet var meget yndet. 1734 ophørte gæstgiveriet, og kongen overlod stiftamtmand J.L.Holstein ejendommen. Thurah forestod en ombygning af den gamle fasangård, og skoven anvendtes desuden som kongelig dyrehave, idet man her indførte de kendte hvide hjorte.
Johan Hartvig Ernst Bernstorff
1752 skænkede kongen ved donationsbrev af 7/11 sin udenrigsminister J.H.E.Bernstorff såvel fasangården som 20 tønder land af den daværende hovmark, idet denne ønskede at anskaffe sig en landejendom. Ved en ny koncession af 2/7 1764 og flere efterfølgende gavebreve udvidedes ejendommen betydeligt med skov og mark, således at der efterhånden opstod et ganske betydeligt gods.
Ejendommen fik ret hurtigt efter overtagelsen navnet Bernstorff Slot efter sin ejer. Det blev overdraget N.H.Jardin at opføre et slot på grunden, og 1760 nedlagdes grundstenen. Første fem år efter kunne huset tages i brug, og ikke før 1767 var byggearbejdet helt afsluttet. Det oprindelige slot er i alt væsentligt bevaret til i dag, dog er tagbalustraden med de dekorative vaser forsvundet. Over indgangen sattes en tavle med følgende indskrift: "Honesto inter Labores otio sacrum." Oversat: Helliget hæderlig hvile midt i arbejdet. Såvel i facadekomposition som i stokværksplaner er huset påvirket af fransk arkitektur. Det rejste sig oprindeligt i to fulde stokværk med fugede ende og midterpartier, og den kraftige gesims bar den vaseprydede balustrade. der over indgangen desuden var smykket med bygherrens våben. I det nedre stokværk, hvor flere interiører er velbevarede, bl.a. spisesalen med dørstykker af J.E.Mandelberg, grupperer rummene sig symetrisk omkring den dybe vestibule med vægstukaturer og indfældede spejle. Bagved ligger den ovale havesal, der viser sig i facaden som et halvrundt fremspring.
Den ældre Bernstorff boede på slottet indtil sin afskedigelse 1770. Til hans navn er knyttet de store landboreformer på slottet, der medførte, at hoveriet blev afskaffet, arvefæste indført og en udskiftning påbegyndt. Reformerne på Bernstorff var en forløber for de store landboreformer i slutningen af 1780erne. Sjælen i reformerne på Bernstorff var den ældre Bernstorffs nevø A. P. Bernstorff, der efter onkelens død i1772 arvede slot og gods og benyttede ejendommen indtil sin død 1797. Ejendommen gik derefter over til hans sønner, der delte slottet og godset mellem sig. 1812 erhvervedes palæet af Ole Borch, som efter få års forløb overdrog det til kancellipræsident F. J. Kaad, der heller ikke beholdt det længe, men ved skøde 25/9 1917 solgte slottet til den hovedrige vestindiske planter C. Mac Ivoy. Under denne ejer forfaldt slottet. Det var åbenbart for dyrt at bo i, når jorden var skilt fra. 1839 kunne krigsassessor P. Kalko på ny forene slot og gods. Det var Kalkos hensigt at nedrive slottet, men tronfølgeren Chr. Frederik greb ind, og nedrivningen blev forhindret. 1842 købte Christian d. VIII hele ejendommen for 100.000 rigsdaler, og han lod slottet istandsætte af arkitekt J. Hansen Koch, der indskød et messianinstokværk under kublen på havefacaden, samtidig forsvandt tagbalustraden. Christian d. VIII benyttede ofte slottet som residens og modtog her den svenske konge Oscar I.
Frederik d. VII var ikke interesseret i at benytte slottet og det blev derfor i begyndelsen af 1850erne udlejet til den engelske gesandt sir Henry Wynn. Da prins Christian af Glüksborg var blevet tronarving 1854, bestemtes slottet som sommerresidens for prinseparret, og indtil 1906 var Bernstorff Christian d. IX´s yndlingsopholdssted om sommeren. De ret indskrænkede forhold på slottet passede Christian IX udmærket og han holdt af at samle sin store familie på dette sted. Allerede 1851 havde staten afhændet det meste af jorden, og på den gamle herregårdsmark findes i dag omfattende villakvarterer. Efter Christian d. IX´s død overlodes slottet til hans yngste søn prins Valdemar, som benyttede slottet som sommerbolig indtil sin død 1939. Efter at have stået tomt nogle år blev det indtil 2007 taget i brug af Civilforsvarets Befalingsmandsskole.
Slottet har fra gammel tid været omgivet af en park og en have. A. P. Bernstorff var meget haveinteresseret og drog omsorg for, at det allerede i onkelens tid indrettede haveanlæg blev vedligeholdt og udvidet. Der plantedes i den yngre Bernstorffs tid en del sjælne nordamer, træer og buske, som nu er forsvundet. I det væsentlige er det gamle haveanlæg bevaret. Parken måler ca. 61 ha. Mod sydvest har man stadig den gamle Brødskov, mod nordøst et mere åbent terræn med engdrag og græsplæner, indrammet af høj bevoksning og trægrupper. Langs parkens syd- og østgrænse løber den såkaldte fasangang. Til højre for hovedindgangen ligger domestikbygningerne, der alle er af nyere dato. På den sydvestlige grænse på et højdedrag ligger avlsgården, der har fået sin plads på den gamle fasangårds grund. I parken findes desuden det såkaldte tehus, en simpel én-eagers bygning fra 1700 tallet. I parden er der desuden opstillet forskellige mindesmærker. På plænen foran slottet er der i 1904 rejst en bronzestatue af A. P. Bernstorff med indskrift og brozerelieffer på soklen (A. Poulsen).
På den såkaldte jomfrubakke findes en kanelleret søjle til minde om Emilie Schimmelmann, og i parkens nordøstlige hjørne er rejst en lille mindeplade med en bronzestatuette, sat til erindring om en familiebegivenhed inden for kongehuset.
Uden for parkens område finde to mindestøtter til minde om slottets tidligere beboere.
Øst for Kongevejen på Kildegårds jorde rejset i 1783 af Bernstorffs Gods' bønder en obelisk af norsk marmor og med billedhuggerarbejder af J. Wiedeswelt. Inskriptionen på dansk og latin er forfattet af A. G. Carstens til minde om J. H. E. Bernstorff. Mindesmærket kan betragtes som en forløber for Frihedsstøtten på Vesterbro. På Femvejen afsløredes i 1913 en obelisk, udført i Bornholms granit efter tegning af arkitekt A. Clemmensen og billedhugger J. Bundgaard, til minde om Bernstorffs Slots beboere i sidste halvdel af 1800 tallet.
Bernstorff Slot blev bygget i årene 1759-1765. Bygherren var Danmarks daværende udenrigsminister, Johan Hartvig Ernst Bernstorff. Han havde været udenrigsminister siden 1752, hvor kongen, Frederik V, hentede ham til landet til denne fornemme post. Han var tysk greve og havde været diplomat bl.a. i Paris. Han byggede som sit hovedsæde Bernstorffs Palæ i Bredgade og som sin sommerresidens, Bernstorff Slot mellem landsbyerne Jægersborg, Gentofte og Ordrup. Det var dengang langt ude på landet, idet Københavns volde og porte lå der, hvor i dag stationerne Østerport, Nørreport og Vesterport ligger.
Bernstorff lod en kendt fransk arkitekt, Nicholas Henri Jardin stå for opførelsen af slottet. Bernstorff var meget optaget af fransk kultur, så det var naturligt at lade en fransk arkitekt stå for arbejdet. Trods Bernstorffs grevetitel, var han et yderst beskedent menneske, og det har præget det indre af Bernstorff Slot på den måde, at alle rum er små rum. Det største rum er Hvide Sal, som oprindelig var slottets spisegemak.
Bernstorff var uhyre glad for sin sommerbolig og den smukke park, som han lod indrette med en mængde eksotiske og smukke planter af mange slags. Han har i sine efterladte papirer skrevet meget lyrisk og smukt om stedet her.
Desværre for ham blev glæden af kort varighed. Han var kommet på kant med en landsmand - nemlig kongelig livlæge Struensee, som på anden måde havde skaffet sig indflydelse ved det danske hof. Struensee trak det længste strå i den strid, og Bernstorff landsforvistes i september måned 1770 og døde 1½ år efter på en af sine nordtyske besiddelser.
Da han var barnløs, gik Bernstorff Slot i arv til hans nevø, Andreas Peter Bernstorff, hvis betydning for ophævelse af stavnsbåndet er velkendt. Derfor har Bernstorff Slot også sin placering i landbrugets historie.
Andreas Peter Bernstorff
A.P. Bernstorff var en vigtig person i processen om ophævelsen af stavnsbåndet, men retfærdigvis skal nævnes, at allerede onklen, J.H.E. Bernstorff, havde samme opfattelse. Den første bonde på Bernstorff Gods' jorder, der fik skøde på sin gård, var Knud Pedersen i Ordrup Landsby. Det skete i 1766, og skødet blev underskrevet af J.H.E. Bernstorff.
Da A.P. Bernstorff døde i 1797, gik slot og gods i arv til hans 2 ældste sønner, Christian og Joakim Bernstorff. De solgte i 1812 slottet til Assessor og Justitsråd Ole Christian Borch for 225.000 rigsdaler. Han solgte i 1813 slotsbygningen videre til Præsident i det danske Kacelli Frederik Julius Kaas. Han solgte Bernstorff Slot med park og haver i 1817 videre til en stenrig irsk/vestindisk plantageejer, som hed Mac Evoy.
Han var et dobbeltmenneske - på den ene side en dygtig og hård forretningsmand med teknisk flair og på den anden side en svirebroder og horekarl. Han ejede ejendomme i de fleste europæiske hovedstæder, i København var det et palæ i Amaliegade, og så altså også Bernstorff Slot i 22 år.
Hans tekniske flair gjorde, at han blev opmærksom på en ny opfindelse - nemlig gaslyset. Han installerede denne belysningmåde i palæet i Amaliegade, og da kongefamilien opdagede dette, kom han også til at stå for gasbelysning på Amalienborg.
Bernstorff Slot derimod brugte han til de mere løsslupne af sine interesser.
Slottet var ved at forfalde totalt i de 22 år, han ejede det.
Bernstorff Slot skulle nedrives
I 1839 solgte boet efter ham det til krigsassesor P.H.F. Kalko, der tidligere i 1839 havde erhvervet Bernstorff Gods fra A.P. Bernstorffs yngste søn, grev Magnus. Kalko ønskede at nedrive slottet og bygge noget andet.
Dette ønske rejste et ramaskrig i pressen. Slottet var i årenes løb blevet et elsket landemærke på egnen. Samtidig var rigets kronprins Christian også interesseret i slottet, og han fik en aftale med Kalko om forkøbsret mod en garanti på 6.000 rigsdaler til istandsættelsen.
I 1842 - 2½ år efter at Christian VIII var blevet konge - erhvervede han slottet, som han anvendte som sommerbolig sammen med Fredensborg Slot. Han opførte også i 1844 Kavalergården - en trelænget bygning med stalde, vognporte og boliger til personalet.
Frederik VII brød sig ikke meget om Bernstorff Slot, og i noget af hans regeringsperiode var det lejet ud til den engelske ambassadør Sir Henry Wynn.
I 1854 blev prins Christian af Glücksburg udpeget som tronfølger til den danske trone. Han og hans gemalinde Louise fik overdraget Bernstorff Slot som deres sommerbolig, og da han i 1863 blev konge under navnet Christian IX fik Bernstorff Slot sin storhedstid, som varede frem til 1906, da Christian IX døde.
Kong Christian IX og dronning Louise blev kendt som Europas svigerforældre, idet de 2 ældste sønner blev henholdsvis kronprins af Danmark og konge af Grækenland. De to ældste døtre blev henholdsvis dronning af England og zarina af Rusland. Slottet blev brugt til sommerferieophold for den nærmeste familie, og der findes stadig minder om denne periode, hvor kronede hoveder fra mange lande færdedes her med deres børn og øvrige familie.
Prins Valdemar og Prinsesse Marie
Efter Christian IX' død overgik slottet efter kongens ønske til hans yngste søn, prins Valdemar, som var uddannet søofficer i den danske marine.
Han avancerede igennem graderne og var i mange år skibschef. Hans gemalinde, prinsesse Marie, stammede fra Orléans og var først og fremmest kunstner.
Hun malede og tegnede ganske glimrende. Hun blev via en spontan indgriben i en brand på Kongens Nytorv oprigtig interesseret i brandbekæmpelse. Hun blev udnævnt til æresoberst i Københavns Brandvæsen og forsømte aldrig en lejlighed til at agitere for den almindelige borgers uddannelse i elementær brandbekæmpelse. Således blev hun på en måde landets første civilforsvarsperson mange år, før civilforsvaret blev dannet.
I slottets hall står en marmorbuste af prinsesse Marie, og den er helt rigtigt placeret her.
Prins Valdemar og prinsesse Marie fik også en stor andel i H.N. Andersens succes med skabelsen af Det Østasiatiske Kompagni (ØK).
Bernstorff Slot bliver befalingsmandsskole
Efter prins Valdemars død i 1939 overgik slottet den 12. august til den nyoprettede organisation "Statens Civile Luftværn", og Statens Luftværnsskole begyndte sin virksomhed her den 14. august 1939. Allerede i november måned 1940 oprettedes det første instruktørkursus i den nye skoles regi.
Den 22. juni 1941 gav Indenrigsministeriet bemyndigelse til Statens Civile Luftværn om at oprette CBU-korpset.